Min hund hopper på bagbenene som en kanin. Er det normalt? Det er et spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet.
Selvom det ser sødt ud, når hunden hopper med bagbenene som en kanin, eller har et enormt hoftesving, så er det ikke noget, som bør tages let på.
Ofte bliver det forvekslet med at “det er en dårlig vane” at den går sådan. Men det kan faktisk være et tegn på en ledsygdom.
Når hunde traver, men samtidig hopper som en kanin med bagbenene, kan det være et tegn på hofteledsdysplasi. Meget kort fortalt så passer hofteskålen og lårbenshovedet ved HD ikke optimalt sammen. Denne uoverensstemmelse i leddet kan forårsage ustabilitet og kan også give slidgigt i hofteleddet. Og det kan naturligvis give smerter.
Hvis du opdager, at din voksne hund pludselig svinger meget mere med bagparten når den går eller den begynder at hoppe som en kanin med bagbenene når den traver, så er det min klare anbefaling, at du tager et smut forbi en dyrlæge med den. Det er vigtigt, at få diagnosticeret problemet, så der kan blive lagt en plan for hvad der skal ske. Hofteledsdysplasi kan ikke fjernes, men der er forskellige tiltag som kan gøres for at bremse udviklingen af det og mindske ubehaget for din hund.
Efter en tur ved dyrlægen kan det også være fordelagtigt at bestille en tid hos en hundeosteopat og få hunden tjekket igennem. Men husk, en hundeosteopat kan aldrig erstatte en tur til dyrlægen.
LSO-Twist er betegnelsen for den svingen med hoften, som hunde med hofteledsdysplasi gør når de går.
Denne karakteristiske svingen med hoften opstår gennem en vridning af rygsøjlen mellem den sidste lændehvirvel og korsbenet. Når kroppen bevæger sig fremad, sker der samtidig en sideværts bevægelse i bækkenet.
Unge hunde, som ikke er helt færdige med at vokse kan have en sådan LSO-twist, uden at det nødvendigvis har nogen betydning. Men hvis voksne hunde begynder på det, er det en bevægelse, som bør give anledning til undren, da det ofte er et tegn på hoftedysplasi.